De fleste museer forbyder dig at røre ved udstillingerne. På Tidens Samling på 3. sal i Kulturmaskinen er det omvendt: Her må du sætte dig i møblerne, åbne skufferne, kigge i bøgerne og prøve tøjet. Det kulturhistoriske museum er bygget op omkring ni tidstypiske boligmiljøer fra år 1900 frem til 1999, og tanken er, at man skal kunne mærke fortiden på kroppen — ikke bare betragte den gennem glas. Det er en radikalt anderledes tilgang end den, man finder på de fleste andre kulturinstitutioner i byen, hvor rope-off-bånd og diskrete alarmer holder publikum på behørig afstand.
Museet er resultatet af en livsindsamling, der begyndte i starten af 1960'erne, da grundlæggeren Annette Hage som 12-årig begyndte at samle effekter og beklædning. Som 16-årig åbnede hun i 1968 butikken BAZAR XLI, der solgte og udlejede netop den slags ting fra 1900-tallet. Annette Hage var kostumier, og hendes samling voksede sig så stor, at hun i 1992 kunne åbne Tidens Samling som museum. Efter hendes død i 2004 overtog datteren Cæcilie Ning Hage posten som museumsdirektør, og hun driver i dag det private museum med støtte fra Odense Kommune. At en 12-årig piges indsamlerinteresse kunne udvikle sig til et etableret museum, siger noget om værdien af at bevare hverdagsting — ikke kun de officielle storværker, men netop de genstande, der fortæller om, hvordan folk rent faktisk levede.
At museet ligger i Kulturmaskinen — mellem Brandts Passage og Pantheonsgade på Farvergården 7 — er på sin vis symbolsk for Odenses udvikling. Da Brandts Klædefabrik blev omdannet fra fabrikskompleks til kulturcenter i perioden 1982-1986, markerede det en af de tidlige omdannelser af et gammelt industriområde til noget nyt. Dengang var det en modig beslutning at satse på kultur i stedet for endnu en shoppinggade eller kontorkvarter. I dag er kvarteret hjemsted for en række kulturinstitutioner, og Tidens Samling passer fint ind i den sammenhæng med sin blanding af bevaring og tilgængelighed. Det er et sted, der både henter sin identitet fra industrihistorien og viser vejen fremad for, hvordan kultur kan formidles mere demokratisk.
Cæcilie Ning Hage ejer Nordens største private samling af historisk beklædning og effekter, og det er den samling, der danner grundlag for museets udstillinger. Men samlingen bliver ikke bare vist frem — den bruges aktivt. Museet leverer kostumer og rekvisitter til danske historiske film- og tv-produktioner som Badehotellet, Mercur og 9. April. Det er med til at gøre Tidens Samling til mere end et traditionelt museum: Det er et levende arkiv, der har direkte indflydelse på, hvordan vi ser dansk historie genfortalt på skærmen. Når man ser en tv-serie om 1950'ernes Danmark, er der god chance for, at tøjet og møblerne stammer fra et museum her i byen.
I 2009 blev Cæcilie Ning Hage udnævnt til æreshåndværker af Håndværker- og Industriforeningen i Odense som den første kvinde. Det siger noget om den respekt, hendes arbejde med at bevare og formidle kulturhistorie nyder i byen — og at håndværk ikke kun handler om fysisk produktion, men også om omhyggelig bevaring og videreførelse af viden. Og i 2015 fik museet tildelt Odense Handicapråd & Odense Kommunes Handicappris for deres tiltag til støtte for blinde og svagsynede samt gangbesværede. At et relativt lille, privat museum gør sig den slags overvejelser om tilgængelighed, fortæller noget om ambitionen bag stedet.
At Tidens Samling eksisterer som privat museum i Odense — drevet af én families passion for kulturhistorie gennem flere generationer — viser noget om byens rummelighed over for alternative kulturformer. Her er plads til et museum, der ikke passer ind i de gængse rammer, og som insisterer på, at fortiden bliver mere forståelig, når man får lov at røre ved den. I en by, der ellers mest er kendt for sine H.C. Andersen-institutioner og sine store etablerede museer, repræsenterer Tidens Samling en anderledes kulturel stemme. For de af os, der bor her, er det værd at vide, at sådan et sted findes bare et par hundrede meter fra gågaden.
Stedets egen side: tidenssamling.dk