Den Fynske Landsby

Den Fynske Landsby blev grundlagt under de mest usædvanlige omstændigheder. Mens Danmark var besat under Anden Verdenskrig, blev grundstenen til museet lagt den 12. september 1942 som led i et beskæftigelsesprojekt. Fire år senere, den 22. juni 1946, kunne den nyanlagte landsby åbne med kong Christian 10. blandt gæsterne — et tidspunkt hvor landet stadig var ved at finde fodfæste efter krigens afslutning. At man prioriterede at skabe arbejdspladser gennem et kulturprojekt af den størrelse, fortæller noget om, hvilken betydning den fynske kulturarv havde, selv i krisetider.

At Odense valgte at investere i et museum om landlivet midt under besættelsen, siger noget væsentligt om byen. Tanken om at bevare den fynske landbefolknings historie havde cirkuleret i årtier. Arkitekt Knud Lehn Petersen og ingeniør Jørgen Gustav Poulsen foreslog første gang idéen om et fynsk frilandsmuseum allerede i 1919. Omkring 1930 opstod den konkrete vision samtidigt hos museumsmanden Kai Uldall og igen hos Knud Lehn Petersen. Det tog altså mere end to årtier at få planerne realiseret. Den lange forberedelsesfase vidner om, at projektet blev taget seriøst — dette skulle ikke bare være en samling gamle huse, men en sammenhængende formidling af en forsvindende levevis.

I dag består museet af 25 bygninger og bygningskomplekser fra det fynske område, der spænder fra omkring år 1500 til op på den anden side af år 1900. Det er en bred vifte af konstruktioner, der tilsammen formidler livet på landet i 1800-tallet med særligt fokus på perioden 1800-1900. Her kan man altså opleve, hvordan fynboerne levede i en tid, hvor industrialiseringen for alvor begyndte at ændre samfundet, og hvor landbokultur stadig prægede hverdagen for størstedelen af befolkningen. Perioden markerer et vendepunkt — overgangen fra bondesamfund til moderne Danmark — og gør museet relevant for forståelsen af, hvordan det samfund, vi lever i, opstod.

Museet ligger ikke tilfældigt placeret. Det er anlagt i tilknytning til lystskoven Fruens Bøge, hvilket skaber en naturlig sammenhæng mellem de gamle bygninger og det grønne landskab. Det gør besøget til noget andet end en traditionel museumsoplevelse — her handler det om at bevæge sig gennem både rum og tid i et miljø, der minder om den sammenhæng, bygningerne oprindeligt stod i. Placeringen ved skoven gør det til et af de steder i Odense, hvor byen og naturen mødes på en måde, der føles bevidst og meningsfuld, ikke bare som et grønt område presset ind mellem boligkvarterer.

Allerede i 1944, to år før den officielle åbning, blev der etableret en friluftsscene på området — kaldet en festplads. Den blev brugt til alsang under de sidste år af besættelsen, hvilket understreger museets rolle som mere end bare en samling historiske bygninger. Det var også et sted, hvor lokalbefolkningen kunne mødes i en vanskelig tid. At man sang sammen her, mens krigen stadig rasede, giver stedet et ekstra lag af betydning. Det var et rum for fællesskab og identitet, når begge dele var under pres.

I dag er Den Fynske Landsby en del af Museum Odense, og dermed indgår den i byens samlede kulturelle infrastruktur. At Odense har bevaret og udviklet dette museum i snart 80 år, afspejler en vilje til at holde fast i forbindelsen til det omgivende land. Byen har altid været et knudepunkt for Fyn — handelsby, administrationsby, kulturby — men samtidig tæt forbundet med landdistrikterne omkring. Hvor andre byer måske har vendt ryggen til deres landbrugsfortid i jagten på at fremstå moderne, har Odense valgt at rumme begge dele.

For nutidens odenseaner er Den Fynske Landsby en mulighed for at se, hvordan livet blev levet bare få generationer tilbage. Det er historie, man kan gå rundt i, og som giver perspektiv på de forandringer, der er sket — og stadig sker — i måden, vi indretter vores liv og samfund på. I en by, der konstant udvikler sig og bygges tættere, står museet som en påmindelse om det tempo og den skala, livet havde før.