Restaurant Grønttorvet

Der er registreret kro på matriklen siden 1761, da Poul Hansen blev den første kendte vært. Siden har hjørnet ved Sortebrødre Torv skiftet funktion flere gange — fra brændevinsbrænders gæstgiveri til teater, herberg og nu restaurant — men det har altid været et sted, hvor odenseanere mødtes. Restaurant Grønttorvet, som stedet hedder i dag, drives af Henrik Ehlers Nielsen med Søren Windell som daglig leder. At den kontinuitet eksisterer, er ikke selvfølgeligt. De fleste danske provinsbyer har mistet deres gamle kroer og gæstgiverier — enten til omdannelse til boliger eller kontorer, eller til nedrivning. Her er funktionen bevaret.

Navnet henviser til det grønttorv, der har ligget på pladsen hver onsdag og lørdag siden 1952. For mange odenseanere er Sortebrødre Torv stadig forbundet med marked og friske varer, selvom det centrale torveliv har trukket sig tilbage fra mange danske byer. At restauranten bærer navnet, er en påmindelse om, at pladsen stadig fungerer som mødested — bare på andre måder end før. Torvehandel hører til en ældre bykultur, hvor handel, sociale møder og offentligt liv smeltede sammen på bestemte steder og tidspunkter. At der stadig er marked her to gange om ugen, er usædvanligt i en tid, hvor supermarkeder og indkøbscentre har overtaget funktionen.

Den nuværende hjørnebygning har været i brug som offentligt rum siden 1872, hvor Peter Christensen, der var både brændevinsbrænder og rugbrødsbager, drev en form for kro. Han fortsatte som gæstgiver frem til 1880, hvorefter bygningen fik en spektakulær karriere. I 1795 blev der nemlig opført Odense Comediehus på stedet — et tidspunkt, hvor teatret var en vigtig del af provinsbyernes kulturliv og identitet. Her havde den unge H.C. Andersen sin debut som statist i 1812, længe før han blev kendt som forfatter. Bygningen fungerede som teater helt frem til 1914, derefter som herberg indtil en brand i 1930'erne. At den samme bygning har rummet så mange forskellige funktioner, siger noget om, hvordan byens behov har ændret sig — og om bygningens evne til at tilpasse sig.

Beliggenheden siger noget væsentligt om Odenses historiske kerne. Restauranten ligger kun et stenkast fra H.C. Andersens Hus, men vigtigere er nok, at Sortebrødre Torv og vejene omkring det hører til de ældste dele af byen. Vejene kan dateres mere end 850 år tilbage, og selve torvet har navn efter Sortebrødre Kloster og Sortebrødre Klosterkirke, som dominikanermunke begyndte at opføre i 1238. Her ligger altså byens middelalderhjerte — ikke som museum, men som levende byrum. Dominikanerne, også kaldet sortebrødre efter deres dragter, slog sig ned her i middelalderen, og deres tilstedeværelse formede hele bydelens struktur og gadenet.

Det er karakteristisk for Odense, at gamle strukturer stadig er i brug. Mange danske byer har bevaret historiske facader, men færre har formået at holde liv i de funktioner, der engang gjorde pladserne centrale. At der stadig drives restaurant i bygningen ved Sortebrødre Torv — og at torvet stadig har marked to gange om ugen — vidner om en vis kontinuitet. Ikke fordi alt er, som det var, men fordi stedet ikke er blevet til rendyrket gennemfartsvej eller kulisse. I mange byer er de gamle centre blevet enten turistificerede eller affolkede, mens hverdagslivet er flyttet ud i forstæderne. Her er der stadig en blanding.

For den, der overvejer at spise på Restaurant Grønttorvet, er historien måske ikke det afgørende. Men det er værd at vide, at man sidder et sted, der har budt gæster velkommen i over to og et halvt århundrede — og at bygningen har rummet både brændevinsbrænderi, teater og herberg. Det gør ikke maden bedre, men det placerer måltidet i en sammenhæng, der rækker ud over menuen. Få restauranter i byen kan påberåbe sig en tilsvarende kontinuitet som offentligt mødested, selv om mange ligger i ældre bygninger.