I 2013-15 og igen i 2015-17 blev Odense Zoo kåret til Europas bedste zoo i kategorien med op til en halv million gæster årligt. Det er en bemærkelsesværdig udvikling for en have, der begyndte sin tilværelse Store Bededag den 16. maj 1930 med to aber, en påfugl, et dådyr, et muldyr, et antal skader samt nogle marsvin. Dengang hed den Odense Dyrehave, og 5620 gæster mødte op den første dag for at se, hvad der var skabt ved åen. At så mange fandt vej til den nye attraktion vidner om, at der var et behov — Odense var en by, hvor folk søgte efter oplevelser uden for hverdagen, og en dyrehave var dengang eksotisk nok.
Haven var resultatet af en privat mands passion. Christian Jensen havde opdrættet fasaner, høns og duer i sin baghave, og det blev begyndelsen på noget større. Sådan starter mange af de institutioner, vi i dag tager for givet — ikke med en storslået kommunal vision, men med en enkelt persons engagement og vilje til at dele det med andre. I 1933 omdannedes haven til et aktieselskab og skiftede navn til Odense Zoo — et signal om, at ambitionerne var vokset fra at være en lokal dyrehave til at være en zoologisk have. Det var stadig en privat drevet virksomhed, men med en bredere økonomisk base.
Først i 1980 overtog det offentlige ansvaret, da Kristine Jensen overdrog Odense Zoo til Odense by som selvejende institution. Tre år senere, i 1983, blev haven statsanerkendt og fik dermed tilskud til driften fra staten. Den anerkendelse var afgørende for havens videre udvikling — den placerede Odense Zoo i kategorien af seriøse zoologiske institutioner med et formål, der rækker ud over underholdning. I dag handler moderne zoologiske haver om bevarelse af truede arter, forskning og formidling, og den statslige anerkendelse var et skridt i den retning. Det er også et eksempel på, hvordan Odense gradvist har overtaget ansvaret for institutioner, der begyndte som private initiativer — en bevægelse fra det personlige til det fælles.
I 2001 markerede Odense Zoo sig med Oceanium, det største projekt i danske zoologiske havers historie. Det var et stort skridt for en by af Odenses størrelse at realisere et projekt af de dimensioner, og det krævede en tro på, at sådan en investering kunne bære sig. Senere, i 2019, åbnede Bøgetoppen, en 250 meter lang tur i trækronerne i op til 12 meters højde. Det er den slags attraktioner, der fortæller, at haven ikke hviler på laurbærrene, men bliver ved med at udvikle sig. At satse på store anlægsprojekter i en tid, hvor mange kulturinstitutioner kæmper for at overleve, kræver både mod og økonomisk handlekraft.
At Odense Zoo i dag er Fyns største turistattraktion siger noget om stedets betydning — ikke bare som udflugtsmål, men som identitetsskaber for byen. For en by uden et massivt industrielt aftryk eller en hovedstadsposition er det institutioner som denne, der tegner byen udadtil. Samtidig ligger haven ved Odense Å i hjertet af Odense, hvilket gør den til en del af byens hverdagsliv snarere end en perifer attraktion. Beliggenheden ved åen knytter haven sammen med de grønne strøg, der løber gennem byen, og gør den til en naturlig del af Odenses identitet som en by, hvor naturen er tæt på.
Fra baghaveopdrætningens ydmyge begyndelse til europæiske priser er Odense Zoo et eksempel på, hvordan en lokal idé kan vokse sig stor, når den får tid, engagement og efterhånden offentlig opbakning. Haven har fulgt med sin tid — fra dyrehave til moderne zoo — og den udvikling afspejler også Odenses egen rejse fra provinsby til kulturby med internationale ambitioner. Det er ikke tilfældigt, at de europæiske priser kom i en periode, hvor Odense i det hele taget investerede tungt i kultur og oplevelser.
For os, der bor i byen, er Odense Zoo både en selvfølge og en understregning af, at selv i det lokale kan der være noget, der måler sig med det bedste i Europa. Det er ikke hver dag, man har europamestre liggende ved åen. Og det begyndte altså med nogle fasaner i en baghave.
Stedets egen side: odensezoo.dk