I en karré i den gamle bydel på hjørnet af Overgade og Møntestræde står nogle af Odenses ældste bevarede bygninger — og i dem ligger byens eget kulturhistoriske museum. Her finder du alt fra Koelbjergmanden, der levede omkring 8000 f.Kr. og er de ældste menneskelige rester kendt fra Danmark, til udstillinger om middelalderen og renæssancen. Møntergården, som stedet hed indtil navneskiftet til TID – Museum for Odense i juni 2024, er ikke bare et museum. Det er selve den slags kulturhistoriske bygning, som museer ellers kun viser billeder af.
Hovedbygningen blev opført i 1646 af adelsmanden Falk Gøye til Hvidkilde og Nakkebølle — et tidspunkt hvor Odense stadig var en provinsby, men med lange historiske rødder tilbage til middelalderen. De fredede bygninger i karréen repræsenterer mere end 600 års arkitekturhistorie, og at Odense Kommune købte bygningen allerede i 1930 vidner om en tidlig forståelse for behovet for at bevare byens kulturarv. Dengang var mange danske byer ved at rive gamle bindingsværkshuse ned for at give plads til modernitet og brede gader. At Odense valgte anderledes — ti år før museet åbnede — viser en bevidsthed om, at byen havde noget værd at holde fast i. Det skulle dog gå over ti år, før museet åbnede dørene første gang i 1941.
Den 19. juni 1941 blev det, der dengang hed 'Museumsgaden i Møntestræde', indviet, og siden blev museet kendt som Møntergården efter en af bygningerne. Navnet har siddet fast i mere end otte årtier, indtil skiftet til TID – Museum for Odense i 2024. Det nye navn signalerer en bredere ambition om at fortælle hele byens historie gennem tiden, men stedet er stadig det samme: Odense Bys Museers kulturhistoriske museum med fokus på lokalhistorien.
Fra 2010 til 2013 gennemgik museet en større udvidelse med finansiering fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond. Det er den slags støtte, der får ting til at ske i dansk kulturliv, og resultatet var en ny udstillingsbygning, der åbnede i 2013. Bygningen blev tegnet af arkitekterne Frank Maali og Gemma Lalanda, og den står som et eksempel på, hvordan moderne arkitektur kan indgå i dialog med historiske omgivelser uden at forsøge at efterligne dem. Det er en tilgang, man ser flere steder i Odenses centrum, hvor gammelt og nyt mødes — nogle gange med mere held end andre.
Udstillingerne dækker både Fyns oldtid og Odense i middelalderen og renæssancen. Det er ikke tilfældigt, at museet har fokus på netop disse perioder — de fortæller historien om, hvordan Odense udviklede sig fra forhistoriske bosættelser til en af landets vigtigste middelalderlige byer. Koelbjergmanden alene er værd at se: 8000 år gamle menneskelige rester finder man ikke hver dag, og at de netop stammer fra den fynske natur gør dem ekstra relevante for lokalområdet. Det minder os om, at mennesker har levet her i tusinder af år, længe før Odense blev en by overhovedet.
Møntergården — eller TID, som det nu hedder — er også hjemsted for landets største offentlige møntsamling uden for Nationalmuseet. Det er en samling, der fortæller om handel, økonomi og hverdagsliv gennem århundrederne, og som viser, at Odense altid har været mere end bare H.C. Andersens by. Her er lag på lag af historie, som ofte bliver overskygget af de mere kendte fortællinger.
At Odense har bevaret og investeret i sit kulturhistoriske museum siger noget om en by, der ikke kun vil defineres af sin mest berømte søn. Det handler om at huske, at byen har rødder, der går tusinder af år tilbage, og at de rødder stadig er synlige i gadeplan. I en bydel, hvor meget er blevet revet ned og genopbygget, står museets karré som et sjældent eksempel på kontinuitet. For os, der bor her, er det en mulighed for at forstå, hvor vi kommer fra — og måske også hvorfor Odense ser ud, som den gør i dag.
Stedets egen side: museum.odense.dk